Så er der bingo

Røgen slipper man ikke for. Størstedelen af forsamlingen har en smøg i mundvigen, men der holder fordommene også op. Er man kommet ind fra gaden for at observere ældre damer kæmpe indædt om halve grise, så bliver man slemt skuffet. Derimod er der plads til alle i Randers Bingocenter, og det er et ganske udmærket sted at bruge en eftermiddag – for eksempel en dag, hvor regnvejrsskyer hænger tungt over Randers.

Det ville være forkert at kalde lokalet i Randers Bingocenter for en bingohal, det drejer sig nærmere om en bingostue, og der hersker en næsten intim hjemlig stemning blandt de fremmødte. Hver dag alle ugens dage samt tre aftener er der bingo centralt i byen på Østervold 1 skråt over for Amtsavisen. Borde med grå duge står opstillet som i et typisk spiserum på en mindre institution, og en fjerdedel af de 50 brune stole med betræk, der med sine orange striber giver associationer til halvfjerdserne, er allerede besat af bingoentusiaster.

Klokken 12 starter dagens første spil, og så går det ellers slag i slag til klokken 16, kun afbrudt af ganske korte pauser efter hvert femte spil.

Som bingo-novice – bortset fra juleafslutninger i fritidscentret og lignende – må jeg indrømme, at jeg bliver forbløffet over at se det store spænd i alder, og jeg føler mig på ingen måde så udenfor, som jeg med mine 24 år havde forestillet mig, jeg ville. Selvfølgelig har jeg en fotograf ved min side, og det kan ikke undgå at vække opmærksomhed, men da han forlader mig, for blandt andet at forevige nummerråberen, føler jeg mig et med flokken.

Det varer lige præcis de fem minutter, der går, før spillet starter. Elin Rasmussen, der er en af centret frivillige “damer”, mærker min panik allerede under sin gennemgang af de overraskende komplicerede regler og kalder en kollega over til at assistere mig.

- Skal hun have hjælp, den lille, spørger kollegaen med en snert af latter i stemmen, og jeg rødmer en smule over min uerfarenhed.

Kodeord koncentration

I starten går det ok, selvom jeg bliver noget forundret over tempoet og over, at tallene ikke bliver gentaget, som de pædagogisk blev i min barndoms bingospil. Men da jeg begår den fejl at lægge min tusch fra mig, da den første har råbt “bingo”, i den naive tro, at vi holder et øjebliks pause, bliver jeg sat af det mere spilleerfarne hold. Der er skam ikke noget, der hedder pause midt i et spil, og jeg priser mig lykkelig for, at jeg har en hjælper ved min side, for det er godt nok ikke let at hale ind på de andre. Men efter nogen tid mener damerne alligevel, at jeg er klar til at springe ud i taljagten på egen hånd, og jeg får da også snart ros af Elin Rasmussen overfor mig.

- Nu går det jo udmærket for den bette, siger damerne til hinanden, og jeg rødmer igen, denne gang af stolthed.

De holder nu alligevel begge godt øje med mine plader, stoler vist endnu ikke helt på mine evner.

Det er fast procedure, at en af centrets “damer” giver en hjælpende hånd til de nyankomne, for det er ikke nok bare at holde øje med, om nummeret bliver råbt op. Der skal også kontrolleres rækker på kryds og tværs over pladen, og det kræver i den grad koncentration. I hvert fald for nybegyndere for mig.

- Men efter to spil har man lært det, og så kan man godt grine og snakke undervejs, lover Elin Rasmussen og bliver bekræftet af høje latterbrøl fra bordet bag hende.

Det hjælper også en kende, at der i begge ender af rummet hænger skærme, hvor det aktuelle nummer samt det foregående vises.

Skråt overfor mig sidder en af de mere erfarne udi bingospillets svære kunst. Inge Nielsen på 76 år er kun kendt som “mormor” i bingocentret, og hun nyder at bruge sin tid mellem de andre spilleinteresserede.

- Når jeg går rundt nede i byen, så kan der pludselig være en, der siger “hej mormor”. De aner ikke, hvad jeg hedder i virkeligheden, griner hun.

- Det er dejligt at komme her, folk er simpelthen så søde. Og ellers ved jeg da heller ikke, hvad jeg skulle lave, jeg har snart ikke brug for flere forårssweatere, og jeg har en vintersweater til hver dag. Og børnebørnene er snart for store til, at jeg kan strikke til dem. Jeg skal holdes i gang, og det her er en rigtig god måde.

“Mormor” er måske den, der passer bedst ind i de forestillinger, jeg på forhånd havde gjort mig om den gennemsnitlige bingospiller. Men intet kunne være mere forkert. I Randers Bingocenter kommer både unge og gamle og mænd og kvinder.

De unge spillere

I det ene hjørne sidder et ungt par, Katrine Ryel og Kenneth Sørensen på 24 og 29 år.

- Bingo er vores fælles hobby. Vi er her omkring tre gange om ugen, fortæller de.

- Men møder I ikke mange fordomme om unge mennesker, der spiller bingo?

- Jo, nogle gange, når jeg har fortalt, at jeg går til bingo, så rynker mine venner på næsen. De tror, det er sådan noget med, jeg kommer hjem med en halv flæskeside. Men det kan jeg ikke tage mig af, siger Katrine Ryel.

Katrine Ryel og Kenneth Sørensen er bestemt ikke de eneste unge mennesker i selskabet. Også Trine Jakobsen på 20 år finder vej til bingostuen et par gange om ugen.

- Jeg kommer her for hyggens skyld. Jeg har nogle veninder, der arbejder herinde. Jeg synes bare, folk er alle tiders, og det er rigtig hyggeligt, når man møder dem rundt omkring i byen, fortæller hun.

- Jeg har ikke hørt nogen fordomme, men folk har jo forskellig smag. Man kan jo altid prøve det og se, om det er noget for én.

Den holdning er hun øjensynligt ikke alene om, for som tiden går, siver flere ind i rummet. Når nogen træder ind, bliver de gerne mødt med et glædesråb fra forsamlingen, og man føler sig nærmest hensat til tv-serien “Sams Bar”, hvor alle er på fornavn. Samtidig er der ikke tvivl om, at også nye spillere vil blive budt hjerteligt velkommen. Stemningen er venlig og behagelig, og der er ingen sure miner, kun et kærligt drilleri når den samme vinder pengepræmierne flere gange i træk.

Service fra damerne

Når kunderne skal forklare, hvorfor de kommer netop her frem for byens andre bingoetablissementer, fremhæver de alle som én den gode service på stedet. Og det er da også noget, stedets damer gør en dyd ud af.

- Vi sørger for, at der altid er kaffe på kanden og rene askebægre. Og skal du på toilettet midt i et spil, kommer der én og spiller for dig, forklarer Elin Rasmussen.

- Folk kommer, fordi servicen er god, det er i hvert fald, hvad vi hører. Om aftenen har vi endda ofte kunder fra både Århus og Viborg, så vi må jo gøre noget rigtigt.

Men damerne og kunderne har også fået et tæt forhold gennem bingocentret.

- Hvis en af os ikke har været her i en periode, så spørger kunderne til os, men vi bekymrer os også, hvis en af vores faste kunder er fraværende.

En anden vigtig pointe på stedet er, at der ikke er noget krav om, at man skal være der fra spillets begyndelse til slutningen sidst på eftermiddagen.

- Vi har en del, der kommer og sidder her hele dagen, men det er også pengepungen, der bestemmer. Om aftenen kommer så mange af dem, der arbejder i dagtimerne, fortæller Elin Rasmussen og henleder i det samme min opmærksomhed på en dame bag mig, der har fundet sin frokost frem fra sin taske.

- Flere tager deres mad med herned, og så sørger vi for kaffe eller te, eller man kan købe en sodavand.

- Bingo! bliver der råbt af en dame i den modsatte side af rummet.

Det viser sig dog, at hun har taget fejl, men det bliver der bare grinet ad. Mere seriøst er spillet ikke, selvom jeg da godt selv kan mærke en vis skuffelse, da jeg ikke løber af sted med en af dagens gevinster. Jeg står næste spil over og kigger i stedet ud over den brogede forsamling. Skal jeg sige en ting negativt om bingospillet, må det være, at det bestemt ikke er en publikumsvenlig sport. Men hvorfor skulle man også se på, når man kan være med?

Mange er kommet til siden spillets begyndelse en time før, og over halvdelen af stolene er i brug. Mit blik stopper ved nogle unge mennesker på en bænk udenfor, og mine fordomme ville have placeret dem i kontrast til, hvad der foregår i bingostuen. Men udfor de unge på bænken, på den anden side af ruden, sidder to fyre, klædt ganske som deres jævnaldrende udendørs, stærkt optagede af “bedstemorspillet” og ser ikke ud til at more sig mindre.

Det har bestemt været en overraskende eftermiddag, og jeg kan kun opfordre ferierende indbyggere til at smutte forbi Østervold 1, hvis de lange sommerdage skal forkortes.

Hvem ved, måske kommer I hjem rigere, end da I kom.