Så er der banko!

Min morfar slog engang en mand halvt ihjel på et dansegulv. Efter det var der aldrig nogen, der bød min mormor op igen, og så begyndte hun at gå til banko i stedet. Hun havde ellers rytme, det havde hun, og det er ikke til at sige, hvad hun kunne have udviklet sig til på et dansegulv, hvis ikke min morfar havde sat en stopper for det. I stedet fik hun fryseren fuld af halve grise og kaffe, og det har vist ikke noget at gøre med talent.

»Det er vist mere et spørgsmål om held eller uheld«, siger jeg til taxachaufføren, da jeg fortæller ham historien på vej ned ad Vesterbrogade.

»Mest uheld, måske. Hun blev i hvert fald meget tyk af alt det der held i spil«.

Han nikker. Det er ham, der har startet samtalen. Han er begyndt at gå til banko, og det er både godt og skidt.

Jeg var faktisk ikke klar over, at man kunne gå til banko i København, men det kan man, og ifølge min taxachauffør er det en god måde at komme tættere på danskerne på. Så et par gange om ugen kører han bilen i garagen og tager bussen tværs gennem byen for at spille banko.

»Det er virkelig hyggeligt«, siger han. »Særligt pauserne. Så sidder man der og drikker kaffe og spiser ostemadder og snakker. Jeg kan rigtig godt lide det«.

»Det overrasker mig ikke«, siger jeg. »Da først min mormor startede, kunne hun slet ikke stoppe igen. Til sidst gik hun til banko hver eneste dag. Det var alle tiders, bortset fra det med, at hun blev så tyk på grund af alle gevinsterne«.

»Ja, lige præcis«, siger han. »Det er gevinsterne, som er problemet. Jeg har store problemer med de der gevinster«.

»Det kan slet ikke sammenlignes«, siger jeg. »Min mormor blev virkelig tyk. Hun sad i konstant held inden for kransekager og flæskestege. Det var egentlig ikke grimt, det synes jeg ikke, man kan sige. Det fik hende til at se så mild ud«.

»Det er lige præcis det, der er problemet«, siger han. »Jeg har stort held inden for flæskestege. Jeg vinder den ene efter den anden. Efterhånden er der så meget svinekød i min fryser, at jeg ikke kan lukke den, og det dur altså ikke. Jeg er jo muslim«.

»Det er selvfølgelig ikke så godt, det kan jeg godt se«, siger jeg.

»Nej«, siger han. »Men jeg synes også, det er ærgerligt, hvis jeg skal stoppe med banko af den grund. Jeg er blevet virkelig glad for det. Jeg ville bare ønske, jeg ikke vandt så meget«.

»Men kan du ikke spørge dem, om du kan få udbetalt dine gevinster i noget andet end svinekød?«, spørger jeg.

»Det kan ikke lade sig gøre«, siger han. »Jeg har spurgt, om jeg kunne få småkager eller kaffe i stedet, men det kan jeg ikke. Præmierne er faste, og der kan ikke gøres nogen undtagelser, siger de«.

Han standser ud for Cinemateket. Jeg skriver under på dankortbonen og rækker ham den.

»Nogle gange lader jeg simpelthen være med at markere, selv om jeg har en fuld plade«, siger han. »Men så sidder der altid en eller anden rigtig god bankospiller, som både kan overskue sin egen plade og min, og så rækker han eller hun hånden op og råber: »Der er en her, der har banko«. Og så er jeg lige vidt«.

Han sidder og kigger lidt ud ad vinduet. Jeg krøller kvitteringen sammen og putter den ned i min taske.

»Måske skal du forsøge at bytte internt«, foreslår jeg. »For mange er flæskestegen jo det allerbedste«.

Han nikker, men han ser ikke overbevist ud.

»Jeg mener det«, siger jeg. »Min mormor ville være ellevild med sådan et tilbud«.

Jeg står ud af bilen og lukker døren. Jeg tænker på min mormor. Det er ærlig talt noget tid siden, hun sidst var til banko. Hun plejede at tage af sted med min morfar, men nu er han død. Måske skulle hun bare skyde en hvid pil efter præmierne og begynde at danse igen.