Pedersborg: Allerede klokken 18.00, en time før spilstart, summer det af aktivitet i forsamlingshuset. Det er torsdag, og torsdag er bankoaften.
Kritiske kenderøjne skimmer kassen med bankoplader. Det er vigtigt at have de rigtige numre på sine plader. Overtroen ses også på det antal amuletter, der anrettes på bordene ved siden af smøgerne og alt det andet specialudstyr, som banko nu en gang kræver.
Elin Jensen fra Sorø har to små, skridsikre måtter med. En til hendes ti spilleplader, og en til de magnetiske brikker og den børsteformede magnet, som hun bruger til at rydde op med efter hvert spil. Bankopladerne holdes på plads af en sort plasticstang af den slags, man ofte ser i toppen af plakater.
- Skal vi ikke bare kalde det en bankostang?, siger Elin Jensen, da jeg spørger ind til navnene på alle de ting, som de garvede bankorotter har med sig.
Jeg føler mig ærligt talt som lidt af en tyndpisser med mine sølle to bankoplader. Og mine brikker, som ikke er magnetiske, får næsten ordet »begynder« til at tone frem i panden på mig. Jeg lusker diskret ud og køber en plade mere samt en plade, der gør, at jeg kan være med i opvarmningsspillet, hvor der endda er pengepræmier.
- Jeg var her allerede kvart over fem. Jeg skulle holde pladser til dem, jeg kender, og så skulle jeg have den rigtige plads. Jeg sidder altid her, hvor der er et godt udsyn, og hvor jeg også kan se opråberen, siger Elin Jensen, der heldigvis også kan finde en plads til en journalist.
Hun skaffer mig også en »dupper«, som skal bruges til at markere min plade i opvarmningsspillet. Og mens jeg har været ude og købe en ekstra plade, er der også landet en lykkeamulet på min plads.
Fire spil om ugen
- Det er en bil fra et Kinder-æg, siger Lene Mølleskov til mig om amuletten.
Hun er Elin Jensens veninde. De to har haft kolonihaver ved siden af hinanden. Nu følges de ad til banko »når Lene får lov af sin mand«, som Elin Jensen udtrykker det.
- Min mand synes, det er åndssvagt, istemmer Lene Mølleskov, der er ved at fastgøre sine plader til bordet med tape. Hendes bankostang er nemlig knækket.
Lene Mølleskov spiller med seks plader – et antal, der passer hende.
- Der er en dame i Stestrup, der spiller med 18 plader, nærmest hvisker Elin Jensen henover bordet til mig.
Hun fortæller, at hun normalt selv spiller med ni plader. Hun har kun ti i dag, fordi hun ved lodtrækning har vundet muligheden for at få den tiende plade gratis.
Elin Jensen nævner Pedersborg og Stestrup ved St. Merløse som sine yndlings-bankosteder.
- Jeg spiller fire gange om ugen, siger hun.
Det er blandt andet i Sorø, Slagelse, Fuglebjerg og Sørbymagle, at hun også spiller.
- I Sørbymagle vandt jeg engang agurk og kylling. Det er jo to ting, der passer sammen, men det er ikke lige den slags præmier, vi plejer at have, siger Elin Jensen.
Den største præmie, hun har prøvet at vinde, er 2400 kroner. Det var i Stestrup.
Banko i blodet
Elin Jensens døtre, Annette og Linda er kommet.
- Det er vist lige dig at blive interviewet om banko, hva” mor?, siger Annette til sin mor med den mundvig, der vender mod moren.
- Hun snakker aldrig om andet, tilføjer hun så med den anden mundvig.
Og der er ingen tvivl om, at Elin Jensen har banko i blodbanerne.
- Jeg er grebet af det. Og det er kun banko, jeg spiller. Det er ikke lotto eller noget andet.
Elin Jensen blev skilt for 16 år siden og nogle år efter, kom bankoen.
- Jeg startede med banko for ti år siden, efter jeg blev alene. Det er så dejligt at komme ud blandt mennesker, og det er skønt, når begge mine døtre også kommer, siger hun.
Hendes døtre er født henholdsvis den 14. og 15 i måneden. Derfor skal Elin Jensen have de numre på sine plader. Hun skal også have 31, som er hendes søns fødselsdag – og 6, 10, 18 og 28, som er børnebørnenes fødselsdage, og 24, som er hendes egen.
- Jeg skal også have alle tallene fra 1 til 9, og jeg skal have de runde tal fra 10 til 90, opremser hun.
Efter en kort pause og et blik på pladerne tilføjer hun, at hun også helst skal have alle tal, der ender på 8. Hun viser mig sin amulet, en figur af to små, identiske grise. En figur, hun har valgt, fordi hun er født i tvillingens tegn. Hun viser mig også en lille nisse, som hun kun stiller frem til julebanko.
Rygeforbud OK
Klokken er nu kvart i syv. Det bliver sværere og sværere at få øje på en ledig plads i forsamlingshuset. Stemningen tager en drejning mod det alvorlige, mens deltagerne klarer deres sidste forberedelser.
Selv lader jeg jeg pen og papir ligge en stund, mens jeg laver et system, der skal gøre mig i stand til hurtigt at placere mine brikker på pladerne.
Mine håndflader er ved at være klæbrige. Derfor dur det ikke at lægge brikkerne i en rodet bunke i venstre og bruge højre til at placere med. Jeg vælger istedet at stable dem og knibe dem fast mellem venstre hånds pege- og tommelfinger. Ja, det er helt klart det hurtigste og mest kontrollerede.
Det kan godt være, at mine brikker ikke er magnetiske, men de har den store fordel, at de er gennemsigtige, så kontrolløren kan se igennem dem og tjekke, om jeg nu taler sandt, når jeg råber banko.
- Der er nogle, der bruger gamle ti-ører. Men dem får man sorte fingre af at bruge, kommenterer Elin Jensen, da jeg lovpriser hendes og mine brikkers gennemsigtighed.
Hun ryger en cigaret lige op til spilstart. Det samme gør alle andre, så vidt jeg kan skimte. Til april indfører Pedersborg Forsamlingshus dog et rygeforbud. Men det vil hverken Elin Jensen eller Lene Mølleskov begræde.
- Det bedste er faktisk, hvis der er røgfrit. Hvis jeg må ryge, kan jeg til gengæld ikke lade være, men det er jo bare en beskidt vane, indrømmer Elin Jensen.
Ingen præmier
Nu annoncerer opråberen, at spillet skal til at begynde. Så følger lyden af folk, der tysser på hinanden. Støjen i lokalet omdannes på få sekunder til forventningsfuld stilhed, som når den båndede opvarmningsmusik bliver slukket lige før en stor koncert.
Det er klart, at nu er det slut med at interviewe og notere. Bankospillet går i gang. Jeg kan høre vejrtrækningen fra nogle af de andre spillere og lugte deres koncentration.
Fem eller seks gange når jeg ned til kun at mangle et nummer, før jeg kan råbe banko og hæve en ribbenssteg, svinekam, ugepakke eller oksesteg. Jeg kan mærke, hvordan min ryg ranker sig og mine kæbemuskler strammer. Jeg forbander hver en lille lyd i lokalet, næsten lige så meget som jeg forbander en dame ved et andet bord, som allerede haf haft banko to gange.
Hver gang forbliver spændingen uforløst.
Efter halvanden time, opvarmningsspil, 30 bankospil, ni kvikke, superbanko og amerikansk lodtrækning er der pause. Det er efter pausen, at de hårdkogte strammer sig an og hiver de sidste præmier hjem.
Amatører som jeg, førstegangsbankister, kryber hjem i pausen med halen mellem benene. Uden præmie.
Comments on this entry are closed.